Ægte og Antik-papyrus

Papyrus blev opfundet i Egypten i begyndelsen af det andet årtusinde f.Kr. og opfattes som forløberen for vores papir. Man lavede det af tynde strimler, som blev skåret af marven fra de grønne, papyrusstauder (latin: Cyperus papyrus), der ofte var så tykke som en arm. Dem lagde man i flere lag, parallelt med hinanden, hvor hvert andet lag lå vinkelret på det første. Det gav ark på ca. 35-42 cm i bredden og 40-48 cm i længden, som man bankede med en træhammer, hvorefter man lagde dem i pres. Den stivelsesholdige plantesaft, processen frembragte, samlede strimlerne i en fast, elastisk struktur under tørringen. Når man samlede bladene, fik man en rulle, der var så stabil, at den ikke bare blev brugt til at skrive og male på. Man brugte også papyrus til at pakke mumier ind i, som materialer til beklædning og endda til konstruktion af lette både. Ved århundredeskiftet, blev papyrus gradvist erstattet af det nye skrive- og malemateriale, pergamentet. I dag, bruger man oftere papyrus i kunsten, hvor det har udviklet sig til et populært, attraktivt underlag for malerier. Og nu dyrkes papyrusstauder kun på nogle få papyrusfabrikker, der ligger på særlige plantager i Egypten. Produktionen udføres stadig med den samme proces, som man brugte i det gamle Egypten. Først lægges plantens stængler i blød i 2-3 uger - for at fjerne sukkerandelen. Derefter presses og tørres bladene i en uge, før papyrusen kan forarbejdes yderligere. Den moderne, ægte papyrus har de samme kemiske og fysiske egenskaber, som de gamle egyptere papyrus, som fx viser de typiske mørke aftegninger. Når man passer godt på det, holder papyrus utroligt længe og man kan endda opbevare det i ruller (vi anbefaler dog stadig en flad opbevaring). Papyrus er velegnet til mange forskellige male- og trykketeknikker. Hvert ark er unikt.